tirsdag den 17. november 2009

Flyskræk!!!

Efter planen skulle vores gæster have fløjet fra Musoma til Dar es Salaam fredag d. 13 og videre mod København søndag morgen. Efter planen ja .... Onsdag eftermiddag ringer de fra kontoret i Musoma og fortæller at flyafgangen fredag eftermiddag er aflyst på grund af problemer med flyveren. I stedet ville de gerne tilbyde at bytte billetterne til en afgang torsdag formiddag. Ellers var muligheden en afgang fra Mwanza (ca. 4 timers kørsel) fredag middag. Vi syntes at torsdag ville blive lidt for snapt, så istedet for valgte vi at tage til Mwanza.

I Mwanza forløber alt planlagt. Vi kører til lufthavnen og afleverer vores gæster til tiden og kører derefter tilbage til hotellet for at snuppe en dag i pølen inden vi igen skulle drage tilbage til Tarime. Klokken 17.00 ringer den taxachauffør, som vi havde aftalt skulle hente gæsterne i Dar og køre dem ud til Soma Biblia. Han havde endnu ikke set dem???

Hvad??? De skulle have været der kloken 13.30. På hotellet var der tilfældigvis en operatør, der kunne fortælle at flyveren var blevet aflyst på grund af tekniske vanskeligheder, men at flyveren ville flyve til Dar es Salaam næste morgen. Tak for kaffe - Det tragiskkomiske er uden tvivl, at man i tidernes morgen havde valgt at kalde flyselskabet for Precision Air????

tirsdag den 10. november 2009

Løvebrøl og rumsteren i krattet...

I forbindelse med et besøg fra Danmark havde vi den fornøjelse at aflægge et besøg i Nationalparken Ruaha. Det var en kanon oplevelse med alt fra Elefanter, zebra, aber, giraffer og endda en løvejagt blev vi vidne til. Det vildeste var dog, at overnatte ude i parken. Vi boede et flot sted lige ned til en flod, hvor der efter mørkets frembrud kunne høres plasken og smasken "vi gættede på en fouragerende flodhest". Flere gange i løbet af natten kunne vi også høre løvebrøl. De var der, omend de var lidt langt væk. Ved to-tiden om natten hører vi en rumsteren i krattet uden for hytten. Jeg står ud af sengen og får med bankende hjerte sneget mig hen til gardinet, der løst hængende sammen med et myggenet danner den eneste mur mellem det, der rumsterer derude og så mig. Som en anden snigskytte får jeg lempet lidt med gardinet og mødes af en ENORM skygge 2-3 meter fra der, hvor jeg står. Det er en elefant med ikke ubetydelige stødtænder. Det var godt nok tæt på...