En smadret forlygte...

Tiden i Iringa er primært en ventetid på at vores hus skal blive klar i Tarime. Lidt fornuftigt for vi dog tiden til at gå med. For Louises vedkommende gælder det husbesøg rundt i sognet et par dage om ugen med præstefruen, hvor hun prøver at få kendskab til familiernes forhold i Tanzania. René har ikke på den måde et fast program. Istedet bruger han sine formiddage på swahili- og teologistudier, samtidig med at han forbereder sig på noget bibelstudiemateriale, som han skal til at arbejde med i Tarime. Ind i melllem er han på tur rundt i omegenen for at se, hvordan disse bibelgrupper fungerer. Det var på en sådan tur, at det med den smadrede forlygte kommer ind...

Hr. Nissen skulle være chaufør for den ansvarshavende præst, fordi dennes bil var kørt helt ud, hvilket vil sige at bilens fjedre og gearkasse var helt færdige. Det er jo ikke så smart, når man kører rundt på dårlige jordveje fyldt med huller. Nå, men vi skulle ud til et lille sted og vi kom også derud til tiden, men der var ingen mennesker at se. Kommunikation er en dyd, er der vist en der havde sagt, men der var tydeligvis sket et brist i dette henseende, og da der på dette sted ikke var netværksdækning til mobilen var vi jo lige vidt. Vi besluttede at køre ud af en lille vej, der ikke var mere end 3 meter i bredden godt flankeret af 3 meter høje majs- og solsikkemarker; egentligt et flot syn. Vejen var mildest talt elendig. Der var store huller med masser af vand. Det er her vi er glade for at køre med 4WD, ellers havde jeg vist været der endnu... Men vi kommer til et sted med et kæmpe hul, der er ca. 2 meter i bredden og ca. 1 meter højt. Hr. Nissen kunne godt se, at det ville være stort set umuligt at køre ligeud. Kanten kunne vi heller ikke køre på; ærlig talt var jeg lidt bange for at vælte med bilen. Så hvis jeg prøvede at køre så meget op på kanten som muligt, så ville det lykkes. Jeg havde godt set, at der stod en busk med grønne grene, men de plejer jo at flytte sig. Der var bare ingen, der havde fortalt hr. Nissen, at det ikke var en busk, men et lille træ, der var beskåret op til flere gange med grene, der falder ned af. Ikke nok med det, så hældede træet også ud mod "stien". Det sagde "KNALD", og den venstre forlygte lå knust i 1000 stumper samt, at bilens "blik" var trykket lidt ind. Øv, Øv, Øv.. Præsten prøvede at trøste mig med, at det ikke var min skyld, men det er lidt svært at tage imod, når man lige har ødelagt en af missionens biler. Til alt held kom, der en pige, der prøvede at trøste mig med et Pole (Swahili: jeg har medfølelse med dig). Hun sagde, at der var mange biler, der fik buler netop omkring dette hul og ved dette træ. Så ender vi ved det gode spørgsmål. HVORFOR ER DER SÅ INGEN, DER HAR GJORT NOGET VED DET??????.

Pyh, hvor er det varmt

Ja, så er det blevet tid for en smut til Dar es Salaam. Besøget skyldes primært en invitation fra den skole, som vi regner med, at Nicoline og Clemens skal gå på sidenhen. Men pyh, hvor er her varmt. Selvom solen ikke skinner er her 30 grader og en luftfugtighed, der får sveden til at pible frem bare ved at sidde og stirre ud i luften. Og her skal vi bo efter vores sprog- og kulturophold i Tarime?? Det er dog til at klare med venlig hjælp af Mr. Aircondition. Det er bare lige det, når strømmen går...