tirsdag den 14. september 2010

Nicolines anden første skoledag


Ja, denne gang er det dog under lidt andre forhold. Vi er flyttet til Dar es Salaam, hvor der både er varmere og langt flere mennesker end vi var vant til i Tarime. Nicoline er for små fire uger siden begyndt på Haven of Peace Academy (HOPAC), hvilket har været noget af en udfordring. HOPAC er en int. skole og derfor foregår al undervisning på engelsk. Heldigvis er er hendes lærer Lina Sørensen fra Tarime fulgt med og følger hende frem til midten af december. Det er både eleven og forældrene glade for. Forældrene er dog positivt overraskede over, hvor godt det går. Nicoline er allerede begyndt at slynge om sig med ord og fraser. "Mor ved du hvad comprehensive betyder"??

tirsdag den 17. november 2009

Flyskræk!!!

Efter planen skulle vores gæster have fløjet fra Musoma til Dar es Salaam fredag d. 13 og videre mod København søndag morgen. Efter planen ja .... Onsdag eftermiddag ringer de fra kontoret i Musoma og fortæller at flyafgangen fredag eftermiddag er aflyst på grund af problemer med flyveren. I stedet ville de gerne tilbyde at bytte billetterne til en afgang torsdag formiddag. Ellers var muligheden en afgang fra Mwanza (ca. 4 timers kørsel) fredag middag. Vi syntes at torsdag ville blive lidt for snapt, så istedet for valgte vi at tage til Mwanza.

I Mwanza forløber alt planlagt. Vi kører til lufthavnen og afleverer vores gæster til tiden og kører derefter tilbage til hotellet for at snuppe en dag i pølen inden vi igen skulle drage tilbage til Tarime. Klokken 17.00 ringer den taxachauffør, som vi havde aftalt skulle hente gæsterne i Dar og køre dem ud til Soma Biblia. Han havde endnu ikke set dem???

Hvad??? De skulle have været der kloken 13.30. På hotellet var der tilfældigvis en operatør, der kunne fortælle at flyveren var blevet aflyst på grund af tekniske vanskeligheder, men at flyveren ville flyve til Dar es Salaam næste morgen. Tak for kaffe - Det tragiskkomiske er uden tvivl, at man i tidernes morgen havde valgt at kalde flyselskabet for Precision Air????

tirsdag den 10. november 2009

Løvebrøl og rumsteren i krattet...

I forbindelse med et besøg fra Danmark havde vi den fornøjelse at aflægge et besøg i Nationalparken Ruaha. Det var en kanon oplevelse med alt fra Elefanter, zebra, aber, giraffer og endda en løvejagt blev vi vidne til. Det vildeste var dog, at overnatte ude i parken. Vi boede et flot sted lige ned til en flod, hvor der efter mørkets frembrud kunne høres plasken og smasken "vi gættede på en fouragerende flodhest". Flere gange i løbet af natten kunne vi også høre løvebrøl. De var der, omend de var lidt langt væk. Ved to-tiden om natten hører vi en rumsteren i krattet uden for hytten. Jeg står ud af sengen og får med bankende hjerte sneget mig hen til gardinet, der løst hængende sammen med et myggenet danner den eneste mur mellem det, der rumsterer derude og så mig. Som en anden snigskytte får jeg lempet lidt med gardinet og mødes af en ENORM skygge 2-3 meter fra der, hvor jeg står. Det er en elefant med ikke ubetydelige stødtænder. Det var godt nok tæt på...

mandag den 5. oktober 2009

Dårlige nyheder

I dag blev det forkyndt over det ganske land, at frem til slutningen af November vil man slukke for strømmen mellem klokken 9.00 - 23.00. De siger det skyldes tørke. Altså ingen vand ingen strøm. De sagde intet om prisen på en god generator???

tirsdag den 18. august 2009

Nicolines første skoledag...


Der var sommerfugle i maven og ingen appetit til morgenmaden i går. Vi havde ellers pyntet fint op med flag, men tankerne om den første dag i skolen fyldte det hele for Nicoline. Med små skridt gik vi over mod skolestuen, som ligger på samme grund som vores hus. Også der var fint pyntet på og lærer Lina stod og ventede (måske lige så spændt). Men som minutterne gik blev smilet mere frit og selvtilliden større. Og tænk, da skolepigen kom hjem fra skole, var hun vokset mindst 10 cm.

Det var en stor og dejlig dag for Nicoline - og også for hendes forældre, der nu er så gamle, at de har et skolebarn...

mandag den 3. august 2009

Hjemmebrændt og jordkølede...

Det handler faktisk om kaffe og bananer for de, der havde tankerne helt andre steder;-)
Ikke længe efter vi ankom til Tarime fik vi tilbudet om at købe noget uforarbejdet kaffe af den nyeste høst. Vi sagde ja tak til tilbuddet og regnede vel med ca. 30 kg uforarbejdede kaffe (ca. 8 kg kaffe) En god portion vi nok skulle kunne drikke os igennem "No coffee no hero". Da dagen så endelig oprandt stod vi lige pludselig med en sæk på 80 kg. uforarbejdet kaffe. Det var lige lidt mere end vi havde regnet med, men når det koster ca. 150 kroner, så er det jo ikke økonomien, der bliver det store problem... Det er ristningen og drikningen, der er det store arbejde. Nu gælder det vist om, at få vores hushjælp lært op til at riste god kaffe.

Hvad angår de jordkølede bananer, så tror I, at det må være løgn. Man tager en bananklase pakker den ind i en sæk, hvorefter man laver en bunke mudder, som man så smører udenpå til at give bananerne den "rette" temperatur. Efter en tid er bananerne klar til at spise... Ja, det er faktisk sådan mange gør hernede. Vi nøjes efterhånden med klasen og sækken.

Tid til opdatering...

Istedet for at bruge al for megen plads på undskyldninger for manglende opdatering, lover vi hermed at det nok skal blive bedre....

Vi har det godt og lige pludselig tager den ene dag den anden. Det eventyrlige er ligesom gået af det og det er blevet hverdag. Det er både godt og skidt. Det er godt, fordi vi så småt er ved at vænne os til at leve i en anden kultur; det hele er ikke så anderledes mere, som det har været. Det er lidt skidt fordi vores øjne bliver lidt blinde overfor de ting, som førhen virkede både fremmede og eventyrlige. Men vi vil prøve at gøre os umage med ikke at løbe rundt med lukkede øjne.