tirsdag den 10. november 2009

Løvebrøl og rumsteren i krattet...

I forbindelse med et besøg fra Danmark havde vi den fornøjelse at aflægge et besøg i Nationalparken Ruaha. Det var en kanon oplevelse med alt fra Elefanter, zebra, aber, giraffer og endda en løvejagt blev vi vidne til. Det vildeste var dog, at overnatte ude i parken. Vi boede et flot sted lige ned til en flod, hvor der efter mørkets frembrud kunne høres plasken og smasken "vi gættede på en fouragerende flodhest". Flere gange i løbet af natten kunne vi også høre løvebrøl. De var der, omend de var lidt langt væk. Ved to-tiden om natten hører vi en rumsteren i krattet uden for hytten. Jeg står ud af sengen og får med bankende hjerte sneget mig hen til gardinet, der løst hængende sammen med et myggenet danner den eneste mur mellem det, der rumsterer derude og så mig. Som en anden snigskytte får jeg lempet lidt med gardinet og mødes af en ENORM skygge 2-3 meter fra der, hvor jeg står. Det er en elefant med ikke ubetydelige stødtænder. Det var godt nok tæt på...

Ingen kommentarer: