Flyskræk!!!

Efter planen skulle vores gæster have fløjet fra Musoma til Dar es Salaam fredag d. 13 og videre mod København søndag morgen. Efter planen ja .... Onsdag eftermiddag ringer de fra kontoret i Musoma og fortæller at flyafgangen fredag eftermiddag er aflyst på grund af problemer med flyveren. I stedet ville de gerne tilbyde at bytte billetterne til en afgang torsdag formiddag. Ellers var muligheden en afgang fra Mwanza (ca. 4 timers kørsel) fredag middag. Vi syntes at torsdag ville blive lidt for snapt, så istedet for valgte vi at tage til Mwanza.

I Mwanza forløber alt planlagt. Vi kører til lufthavnen og afleverer vores gæster til tiden og kører derefter tilbage til hotellet for at snuppe en dag i pølen inden vi igen skulle drage tilbage til Tarime. Klokken 17.00 ringer den taxachauffør, som vi havde aftalt skulle hente gæsterne i Dar og køre dem ud til Soma Biblia. Han havde endnu ikke set dem???

Hvad??? De skulle have været der kloken 13.30. På hotellet var der tilfældigvis en operatør, der kunne fortælle at flyveren var blevet aflyst på grund af tekniske vanskeligheder, men at flyveren ville flyve til Dar es Salaam næste morgen. Tak for kaffe - Det tragiskkomiske er uden tvivl, at man i tidernes morgen havde valgt at kalde flyselskabet for Precision Air????

Løvebrøl og rumsteren i krattet...

I forbindelse med et besøg fra Danmark havde vi den fornøjelse at aflægge et besøg i Nationalparken Ruaha. Det var en kanon oplevelse med alt fra Elefanter, zebra, aber, giraffer og endda en løvejagt blev vi vidne til. Det vildeste var dog, at overnatte ude i parken. Vi boede et flot sted lige ned til en flod, hvor der efter mørkets frembrud kunne høres plasken og smasken "vi gættede på en fouragerende flodhest". Flere gange i løbet af natten kunne vi også høre løvebrøl. De var der, omend de var lidt langt væk. Ved to-tiden om natten hører vi en rumsteren i krattet uden for hytten. Jeg står ud af sengen og får med bankende hjerte sneget mig hen til gardinet, der løst hængende sammen med et myggenet danner den eneste mur mellem det, der rumsterer derude og så mig. Som en anden snigskytte får jeg lempet lidt med gardinet og mødes af en ENORM skygge 2-3 meter fra der, hvor jeg står. Det er en elefant med ikke ubetydelige stødtænder. Det var godt nok tæt på...

Dårlige nyheder

I dag blev det forkyndt over det ganske land, at frem til slutningen af November vil man slukke for strømmen mellem klokken 9.00 - 23.00. De siger det skyldes tørke. Altså ingen vand ingen strøm. De sagde intet om prisen på en god generator???

Nicolines første skoledag...

Der var sommerfugle i maven og ingen appetit til morgenmaden i går. Vi havde ellers pyntet fint op med flag, men tankerne om den første dag i skolen fyldte det hele for Nicoline. Med små skridt gik vi over mod skolestuen, som ligger på samme grund som vores hus. Også der var fint pyntet på og lærer Lina stod og ventede (måske lige så spændt). Men som minutterne gik blev smilet mere frit og selvtilliden større. Og tænk, da skolepigen kom hjem fra skole, var hun vokset mindst 10 cm.

Det var en stor og dejlig dag for Nicoline - og også for hendes forældre, der nu er så gamle, at de har et skolebarn...

Hjemmebrændt og jordkølede...

Det handler faktisk om kaffe og bananer for de, der havde tankerne helt andre steder;-)
Ikke længe efter vi ankom til Tarime fik vi tilbudet om at købe noget uforarbejdet kaffe af den nyeste høst. Vi sagde ja tak til tilbuddet og regnede vel med ca. 30 kg uforarbejdede kaffe (ca. 8 kg kaffe) En god portion vi nok skulle kunne drikke os igennem "No coffee no hero". Da dagen så endelig oprandt stod vi lige pludselig med en sæk på 80 kg. uforarbejdet kaffe. Det var lige lidt mere end vi havde regnet med, men når det koster ca. 150 kroner, så er det jo ikke økonomien, der bliver det store problem... Det er ristningen og drikningen, der er det store arbejde. Nu gælder det vist om, at få vores hushjælp lært op til at riste god kaffe.

Hvad angår de jordkølede bananer, så tror I, at det må være løgn. Man tager en bananklase pakker den ind i en sæk, hvorefter man laver en bunke mudder, som man så smører udenpå til at give bananerne den "rette" temperatur. Efter en tid er bananerne klar til at spise... Ja, det er faktisk sådan mange gør hernede. Vi nøjes efterhånden med klasen og sækken.

Tid til opdatering...

Istedet for at bruge al for megen plads på undskyldninger for manglende opdatering, lover vi hermed at det nok skal blive bedre....

Vi har det godt og lige pludselig tager den ene dag den anden. Det eventyrlige er ligesom gået af det og det er blevet hverdag. Det er både godt og skidt. Det er godt, fordi vi så småt er ved at vænne os til at leve i en anden kultur; det hele er ikke så anderledes mere, som det har været. Det er lidt skidt fordi vores øjne bliver lidt blinde overfor de ting, som førhen virkede både fremmede og eventyrlige. Men vi vil prøve at gøre os umage med ikke at løbe rundt med lukkede øjne.

Tarime

Ja, nu har vi efterhånden været godt tre uger i Tarime; en by 200 kilometer syd for Ækvator og beliggende ca. for enden af elnettet. Tarime ville ikke være et dårligt sted, hvis man har tænkt sig at specialisere sig inden for Dieseldrevne generatorer. Der er nemlig store huller i El-forsyningen i området. De første 5 dage havde vi i løbet af dagen strøm til klokken 7.30 og igen fra klokken 20.00. Det har mildest talt både været frustrende og besværligt. Men nu lysner det. Nu er der kun 3-5 timer i løbet af dagen, hvor der ikke er strøm ;-))

Ferie!!

Så har vi haft vores første ferie i Tanzania. Det har været helt kanon. Vi benyttede os af muligheden til at booke en lækker hytte ca. 60 km. fra Iringa. Vi tog afsted torsdag eftermiddag og vendte hjem søndag formiddag. Hytten er en del af et feriekompleks, der er ejet af en syrisk familie, som har boet i Tanzania gennem 4 generationer. Tiden i hytten brugte vi på at fiske desvære uden fangst. Ellers nød vi bare at sidde foran pejsen og glo ind i flammerne....

En smadret forlygte...

Tiden i Iringa er primært en ventetid på at vores hus skal blive klar i Tarime. Lidt fornuftigt for vi dog tiden til at gå med. For Louises vedkommende gælder det husbesøg rundt i sognet et par dage om ugen med præstefruen, hvor hun prøver at få kendskab til familiernes forhold i Tanzania. René har ikke på den måde et fast program. Istedet bruger han sine formiddage på swahili- og teologistudier, samtidig med at han forbereder sig på noget bibelstudiemateriale, som han skal til at arbejde med i Tarime. Ind i melllem er han på tur rundt i omegenen for at se, hvordan disse bibelgrupper fungerer. Det var på en sådan tur, at det med den smadrede forlygte kommer ind...

Hr. Nissen skulle være chaufør for den ansvarshavende præst, fordi dennes bil var kørt helt ud, hvilket vil sige at bilens fjedre og gearkasse var helt færdige. Det er jo ikke så smart, når man kører rundt på dårlige jordveje fyldt med huller. Nå, men vi skulle ud til et lille sted og vi kom også derud til tiden, men der var ingen mennesker at se. Kommunikation er en dyd, er der vist en der havde sagt, men der var tydeligvis sket et brist i dette henseende, og da der på dette sted ikke var netværksdækning til mobilen var vi jo lige vidt. Vi besluttede at køre ud af en lille vej, der ikke var mere end 3 meter i bredden godt flankeret af 3 meter høje majs- og solsikkemarker; egentligt et flot syn. Vejen var mildest talt elendig. Der var store huller med masser af vand. Det er her vi er glade for at køre med 4WD, ellers havde jeg vist været der endnu... Men vi kommer til et sted med et kæmpe hul, der er ca. 2 meter i bredden og ca. 1 meter højt. Hr. Nissen kunne godt se, at det ville være stort set umuligt at køre ligeud. Kanten kunne vi heller ikke køre på; ærlig talt var jeg lidt bange for at vælte med bilen. Så hvis jeg prøvede at køre så meget op på kanten som muligt, så ville det lykkes. Jeg havde godt set, at der stod en busk med grønne grene, men de plejer jo at flytte sig. Der var bare ingen, der havde fortalt hr. Nissen, at det ikke var en busk, men et lille træ, der var beskåret op til flere gange med grene, der falder ned af. Ikke nok med det, så hældede træet også ud mod "stien". Det sagde "KNALD", og den venstre forlygte lå knust i 1000 stumper samt, at bilens "blik" var trykket lidt ind. Øv, Øv, Øv.. Præsten prøvede at trøste mig med, at det ikke var min skyld, men det er lidt svært at tage imod, når man lige har ødelagt en af missionens biler. Til alt held kom, der en pige, der prøvede at trøste mig med et Pole (Swahili: jeg har medfølelse med dig). Hun sagde, at der var mange biler, der fik buler netop omkring dette hul og ved dette træ. Så ender vi ved det gode spørgsmål. HVORFOR ER DER SÅ INGEN, DER HAR GJORT NOGET VED DET??????.

Pyh, hvor er det varmt

Ja, så er det blevet tid for en smut til Dar es Salaam. Besøget skyldes primært en invitation fra den skole, som vi regner med, at Nicoline og Clemens skal gå på sidenhen. Men pyh, hvor er her varmt. Selvom solen ikke skinner er her 30 grader og en luftfugtighed, der får sveden til at pible frem bare ved at sidde og stirre ud i luften. Og her skal vi bo efter vores sprog- og kulturophold i Tarime?? Det er dog til at klare med venlig hjælp af Mr. Aircondition. Det er bare lige det, når strømmen går...

En duft af guld...

Det begyndte en søndag morgen, hvor bilen blev pakket og fyldt med afrikanere. Hr. Nissen skulle på seminar ude i bushen midt i et gulddistrikt. Vi nåede efter en del ventetid hos div. præster endelig frem til vores bestemmelsessted lige før det blev mørkt. På vejen ned til stedet, hvor vi skulle sove blev vi gjort opmærksom på at give agt på alle hullerne. Det var her duften begyndte... Hullerne var spor efter håbefulde guldgravere. Enkelte så tilmed friske ud. Den næste dag fandt Hr. Nissen en undskyldning for at holde en lille pause fra semniaret. Han skulle ud for at trække frisk luft. Ikke for at ryge nej; For at følge sin næse. Duften var nu blevet for stærk... Han fandt, hvad han søgte; GULD... To knægte stod og vaskede noget mudder og var svært stolte over at vise deres bytte frem. Der var ikke meget, men det var der...

Så er tiden snart rundet ud....

Tiden sig nærmer, hvor vi flytter væk fra bushen og ind til byen.
Vi vil gerne dele nogle oplevelser med jer...

The Big Five

Som turist i Tanzania er målet for mange at stifte bekendtskab med The Big Five: Løven, Elefanten, Leoparden, Geparden og så endelig Næsehornet. På nuværende tidspunkt har vi kun set en af de store; men den største vel at mærke; Elefanten. Man kunne dog diskutere om ikke indholdet at The Big Five skulle omdefineres lidt, hvis vi vover at brede os lidt ud over vores turistnæse nemlig; Vand, Elektricitet, Internet, Godt Helbred og en Velkørende bil. Som en sagde: Sjældent opleves de på samme tid. Det må vi også sanne....

4 uger tilbage...

Ja, så er der faktisk kun 4 uger tilbage af vores sprogskoleophold. På en måde bliver det ret skønt, for da behøver vi ikke længere at skulle pendle mellem alle vores forskellige ejendele. Det hænder, at vi indimellem rammes af en følelse af rodløshed. På den anden side bliver det jo først alvorligt, når vi er færdig med sprogskolen, for da bliver vi først for alvor kastet ud i det tanzanianske samfund med de sorger og glæder det vil afstedkomme. Selvom det også bliver dejligt at skulle til at spise alene som familie, så erdet jo også forbundet med en del mere arbejde; vi skal jo selv til at lave den...

Glimt fra julen hos Sølvsten Nissen i Afrika....

Kunsten at sige nej...

Hvad gør man, når man lever i en kultur, hvor man ikke må sige nej. Et nej, opfattes som et brud på en livsvigtig relation. Siger du nej til din ven, vil han fortælle det til alle dine naboer og din familie, for at vise, hvor dårlig en ven du er. Istedet, har vi fået fortalt, gælder det om, at sige "ja, men" istedet. Hvad forskellen i sidste ende bliver er så det gode spørgsmål, men det lærer vi måske hen ad vejen. Dette giver kun mening, hvis man lever i en kultur og et samfund, hvor hensynet til familien og kollektivet sættes foran alt andet - selv i spørgsmålet om at omgås sandheden. For os udenforstående handler det altså om at prøve at afkode "ja, men" sætningerne. Måske kan det gå hen og blive en meget svær øvelse; nok især for os danskere, der er "ret" direkte i vores kommunikation.