tirsdag den 18. august 2009

Nicolines første skoledag...


Der var sommerfugle i maven og ingen appetit til morgenmaden i går. Vi havde ellers pyntet fint op med flag, men tankerne om den første dag i skolen fyldte det hele for Nicoline. Med små skridt gik vi over mod skolestuen, som ligger på samme grund som vores hus. Også der var fint pyntet på og lærer Lina stod og ventede (måske lige så spændt). Men som minutterne gik blev smilet mere frit og selvtilliden større. Og tænk, da skolepigen kom hjem fra skole, var hun vokset mindst 10 cm.

Det var en stor og dejlig dag for Nicoline - og også for hendes forældre, der nu er så gamle, at de har et skolebarn...

mandag den 3. august 2009

Hjemmebrændt og jordkølede...

Det handler faktisk om kaffe og bananer for de, der havde tankerne helt andre steder;-)
Ikke længe efter vi ankom til Tarime fik vi tilbudet om at købe noget uforarbejdet kaffe af den nyeste høst. Vi sagde ja tak til tilbuddet og regnede vel med ca. 30 kg uforarbejdede kaffe (ca. 8 kg kaffe) En god portion vi nok skulle kunne drikke os igennem "No coffee no hero". Da dagen så endelig oprandt stod vi lige pludselig med en sæk på 80 kg. uforarbejdet kaffe. Det var lige lidt mere end vi havde regnet med, men når det koster ca. 150 kroner, så er det jo ikke økonomien, der bliver det store problem... Det er ristningen og drikningen, der er det store arbejde. Nu gælder det vist om, at få vores hushjælp lært op til at riste god kaffe.

Hvad angår de jordkølede bananer, så tror I, at det må være løgn. Man tager en bananklase pakker den ind i en sæk, hvorefter man laver en bunke mudder, som man så smører udenpå til at give bananerne den "rette" temperatur. Efter en tid er bananerne klar til at spise... Ja, det er faktisk sådan mange gør hernede. Vi nøjes efterhånden med klasen og sækken.

Tid til opdatering...

Istedet for at bruge al for megen plads på undskyldninger for manglende opdatering, lover vi hermed at det nok skal blive bedre....

Vi har det godt og lige pludselig tager den ene dag den anden. Det eventyrlige er ligesom gået af det og det er blevet hverdag. Det er både godt og skidt. Det er godt, fordi vi så småt er ved at vænne os til at leve i en anden kultur; det hele er ikke så anderledes mere, som det har været. Det er lidt skidt fordi vores øjne bliver lidt blinde overfor de ting, som førhen virkede både fremmede og eventyrlige. Men vi vil prøve at gøre os umage med ikke at løbe rundt med lukkede øjne.

søndag den 10. maj 2009

Tarime

Ja, nu har vi efterhånden været godt tre uger i Tarime; en by 200 kilometer syd for Ækvator og beliggende ca. for enden af elnettet. Tarime ville ikke være et dårligt sted, hvis man har tænkt sig at specialisere sig inden for Dieseldrevne generatorer. Der er nemlig store huller i El-forsyningen i området. De første 5 dage havde vi i løbet af dagen strøm til klokken 7.30 og igen fra klokken 20.00. Det har mildest talt både været frustrende og besværligt. Men nu lysner det. Nu er der kun 3-5 timer i løbet af dagen, hvor der ikke er strøm ;-))

mandag den 6. april 2009

Ferie!!

Så har vi haft vores første ferie i Tanzania. Det har været helt kanon. Vi benyttede os af muligheden til at booke en lækker hytte ca. 60 km. fra Iringa. Vi tog afsted torsdag eftermiddag og vendte hjem søndag formiddag. Hytten er en del af et feriekompleks, der er ejet af en syrisk familie, som har boet i Tanzania gennem 4 generationer. Tiden i hytten brugte vi på at fiske desvære uden fangst. Ellers nød vi bare at sidde foran pejsen og glo ind i flammerne....






lørdag den 21. marts 2009

En smadret forlygte...

Tiden i Iringa er primært en ventetid på at vores hus skal blive klar i Tarime. Lidt fornuftigt for vi dog tiden til at gå med. For Louises vedkommende gælder det husbesøg rundt i sognet et par dage om ugen med præstefruen, hvor hun prøver at få kendskab til familiernes forhold i Tanzania. René har ikke på den måde et fast program. Istedet bruger han sine formiddage på swahili- og teologistudier, samtidig med at han forbereder sig på noget bibelstudiemateriale, som han skal til at arbejde med i Tarime. Ind i melllem er han på tur rundt i omegenen for at se, hvordan disse bibelgrupper fungerer. Det var på en sådan tur, at det med den smadrede forlygte kommer ind...

Hr. Nissen skulle være chaufør for den ansvarshavende præst, fordi dennes bil var kørt helt ud, hvilket vil sige at bilens fjedre og gearkasse var helt færdige. Det er jo ikke så smart, når man kører rundt på dårlige jordveje fyldt med huller. Nå, men vi skulle ud til et lille sted og vi kom også derud til tiden, men der var ingen mennesker at se. Kommunikation er en dyd, er der vist en der havde sagt, men der var tydeligvis sket et brist i dette henseende, og da der på dette sted ikke var netværksdækning til mobilen var vi jo lige vidt. Vi besluttede at køre ud af en lille vej, der ikke var mere end 3 meter i bredden godt flankeret af 3 meter høje majs- og solsikkemarker; egentligt et flot syn. Vejen var mildest talt elendig. Der var store huller med masser af vand. Det er her vi er glade for at køre med 4WD, ellers havde jeg vist været der endnu... Men vi kommer til et sted med et kæmpe hul, der er ca. 2 meter i bredden og ca. 1 meter højt. Hr. Nissen kunne godt se, at det ville være stort set umuligt at køre ligeud. Kanten kunne vi heller ikke køre på; ærlig talt var jeg lidt bange for at vælte med bilen. Så hvis jeg prøvede at køre så meget op på kanten som muligt, så ville det lykkes. Jeg havde godt set, at der stod en busk med grønne grene, men de plejer jo at flytte sig. Der var bare ingen, der havde fortalt hr. Nissen, at det ikke var en busk, men et lille træ, der var beskåret op til flere gange med grene, der falder ned af. Ikke nok med det, så hældede træet også ud mod "stien". Det sagde "KNALD", og den venstre forlygte lå knust i 1000 stumper samt, at bilens "blik" var trykket lidt ind. Øv, Øv, Øv.. Præsten prøvede at trøste mig med, at det ikke var min skyld, men det er lidt svært at tage imod, når man lige har ødelagt en af missionens biler. Til alt held kom, der en pige, der prøvede at trøste mig med et Pole (Swahili: jeg har medfølelse med dig). Hun sagde, at der var mange biler, der fik buler netop omkring dette hul og ved dette træ. Så ender vi ved det gode spørgsmål. HVORFOR ER DER SÅ INGEN, DER HAR GJORT NOGET VED DET??????.

fredag den 13. marts 2009

Pyh, hvor er det varmt

Ja, så er det blevet tid for en smut til Dar es Salaam. Besøget skyldes primært en invitation fra den skole, som vi regner med, at Nicoline og Clemens skal gå på sidenhen. Men pyh, hvor er her varmt. Selvom solen ikke skinner er her 30 grader og en luftfugtighed, der får sveden til at pible frem bare ved at sidde og stirre ud i luften. Og her skal vi bo efter vores sprog- og kulturophold i Tarime?? Det er dog til at klare med venlig hjælp af Mr. Aircondition. Det er bare lige det, når strømmen går...