Tarime

Ja, nu har vi efterhånden været godt tre uger i Tarime; en by 200 kilometer syd for Ækvator og beliggende ca. for enden af elnettet. Tarime ville ikke være et dårligt sted, hvis man har tænkt sig at specialisere sig inden for Dieseldrevne generatorer. Der er nemlig store huller i El-forsyningen i området. De første 5 dage havde vi i løbet af dagen strøm til klokken 7.30 og igen fra klokken 20.00. Det har mildest talt både været frustrende og besværligt. Men nu lysner det. Nu er der kun 3-5 timer i løbet af dagen, hvor der ikke er strøm ;-))

Ferie!!

Så har vi haft vores første ferie i Tanzania. Det har været helt kanon. Vi benyttede os af muligheden til at booke en lækker hytte ca. 60 km. fra Iringa. Vi tog afsted torsdag eftermiddag og vendte hjem søndag formiddag. Hytten er en del af et feriekompleks, der er ejet af en syrisk familie, som har boet i Tanzania gennem 4 generationer. Tiden i hytten brugte vi på at fiske desvære uden fangst. Ellers nød vi bare at sidde foran pejsen og glo ind i flammerne....

En smadret forlygte...

Tiden i Iringa er primært en ventetid på at vores hus skal blive klar i Tarime. Lidt fornuftigt for vi dog tiden til at gå med. For Louises vedkommende gælder det husbesøg rundt i sognet et par dage om ugen med præstefruen, hvor hun prøver at få kendskab til familiernes forhold i Tanzania. René har ikke på den måde et fast program. Istedet bruger han sine formiddage på swahili- og teologistudier, samtidig med at han forbereder sig på noget bibelstudiemateriale, som han skal til at arbejde med i Tarime. Ind i melllem er han på tur rundt i omegenen for at se, hvordan disse bibelgrupper fungerer. Det var på en sådan tur, at det med den smadrede forlygte kommer ind...

Hr. Nissen skulle være chaufør for den ansvarshavende præst, fordi dennes bil var kørt helt ud, hvilket vil sige at bilens fjedre og gearkasse var helt færdige. Det er jo ikke så smart, når man kører rundt på dårlige jordveje fyldt med huller. Nå, men vi skulle ud til et lille sted og vi kom også derud til tiden, men der var ingen mennesker at se. Kommunikation er en dyd, er der vist en der havde sagt, men der var tydeligvis sket et brist i dette henseende, og da der på dette sted ikke var netværksdækning til mobilen var vi jo lige vidt. Vi besluttede at køre ud af en lille vej, der ikke var mere end 3 meter i bredden godt flankeret af 3 meter høje majs- og solsikkemarker; egentligt et flot syn. Vejen var mildest talt elendig. Der var store huller med masser af vand. Det er her vi er glade for at køre med 4WD, ellers havde jeg vist været der endnu... Men vi kommer til et sted med et kæmpe hul, der er ca. 2 meter i bredden og ca. 1 meter højt. Hr. Nissen kunne godt se, at det ville være stort set umuligt at køre ligeud. Kanten kunne vi heller ikke køre på; ærlig talt var jeg lidt bange for at vælte med bilen. Så hvis jeg prøvede at køre så meget op på kanten som muligt, så ville det lykkes. Jeg havde godt set, at der stod en busk med grønne grene, men de plejer jo at flytte sig. Der var bare ingen, der havde fortalt hr. Nissen, at det ikke var en busk, men et lille træ, der var beskåret op til flere gange med grene, der falder ned af. Ikke nok med det, så hældede træet også ud mod "stien". Det sagde "KNALD", og den venstre forlygte lå knust i 1000 stumper samt, at bilens "blik" var trykket lidt ind. Øv, Øv, Øv.. Præsten prøvede at trøste mig med, at det ikke var min skyld, men det er lidt svært at tage imod, når man lige har ødelagt en af missionens biler. Til alt held kom, der en pige, der prøvede at trøste mig med et Pole (Swahili: jeg har medfølelse med dig). Hun sagde, at der var mange biler, der fik buler netop omkring dette hul og ved dette træ. Så ender vi ved det gode spørgsmål. HVORFOR ER DER SÅ INGEN, DER HAR GJORT NOGET VED DET??????.

Pyh, hvor er det varmt

Ja, så er det blevet tid for en smut til Dar es Salaam. Besøget skyldes primært en invitation fra den skole, som vi regner med, at Nicoline og Clemens skal gå på sidenhen. Men pyh, hvor er her varmt. Selvom solen ikke skinner er her 30 grader og en luftfugtighed, der får sveden til at pible frem bare ved at sidde og stirre ud i luften. Og her skal vi bo efter vores sprog- og kulturophold i Tarime?? Det er dog til at klare med venlig hjælp af Mr. Aircondition. Det er bare lige det, når strømmen går...

En duft af guld...

Det begyndte en søndag morgen, hvor bilen blev pakket og fyldt med afrikanere. Hr. Nissen skulle på seminar ude i bushen midt i et gulddistrikt. Vi nåede efter en del ventetid hos div. præster endelig frem til vores bestemmelsessted lige før det blev mørkt. På vejen ned til stedet, hvor vi skulle sove blev vi gjort opmærksom på at give agt på alle hullerne. Det var her duften begyndte... Hullerne var spor efter håbefulde guldgravere. Enkelte så tilmed friske ud. Den næste dag fandt Hr. Nissen en undskyldning for at holde en lille pause fra semniaret. Han skulle ud for at trække frisk luft. Ikke for at ryge nej; For at følge sin næse. Duften var nu blevet for stærk... Han fandt, hvad han søgte; GULD... To knægte stod og vaskede noget mudder og var svært stolte over at vise deres bytte frem. Der var ikke meget, men det var der...

Så er tiden snart rundet ud....

Tiden sig nærmer, hvor vi flytter væk fra bushen og ind til byen.
Vi vil gerne dele nogle oplevelser med jer...

The Big Five

Som turist i Tanzania er målet for mange at stifte bekendtskab med The Big Five: Løven, Elefanten, Leoparden, Geparden og så endelig Næsehornet. På nuværende tidspunkt har vi kun set en af de store; men den største vel at mærke; Elefanten. Man kunne dog diskutere om ikke indholdet at The Big Five skulle omdefineres lidt, hvis vi vover at brede os lidt ud over vores turistnæse nemlig; Vand, Elektricitet, Internet, Godt Helbred og en Velkørende bil. Som en sagde: Sjældent opleves de på samme tid. Det må vi også sanne....