En duft af guld...

Det begyndte en søndag morgen, hvor bilen blev pakket og fyldt med afrikanere. Hr. Nissen skulle på seminar ude i bushen midt i et gulddistrikt. Vi nåede efter en del ventetid hos div. præster endelig frem til vores bestemmelsessted lige før det blev mørkt. På vejen ned til stedet, hvor vi skulle sove blev vi gjort opmærksom på at give agt på alle hullerne. Det var her duften begyndte... Hullerne var spor efter håbefulde guldgravere. Enkelte så tilmed friske ud. Den næste dag fandt Hr. Nissen en undskyldning for at holde en lille pause fra semniaret. Han skulle ud for at trække frisk luft. Ikke for at ryge nej; For at følge sin næse. Duften var nu blevet for stærk... Han fandt, hvad han søgte; GULD... To knægte stod og vaskede noget mudder og var svært stolte over at vise deres bytte frem. Der var ikke meget, men det var der...

Så er tiden snart rundet ud....

Tiden sig nærmer, hvor vi flytter væk fra bushen og ind til byen.
Vi vil gerne dele nogle oplevelser med jer...

The Big Five

Som turist i Tanzania er målet for mange at stifte bekendtskab med The Big Five: Løven, Elefanten, Leoparden, Geparden og så endelig Næsehornet. På nuværende tidspunkt har vi kun set en af de store; men den største vel at mærke; Elefanten. Man kunne dog diskutere om ikke indholdet at The Big Five skulle omdefineres lidt, hvis vi vover at brede os lidt ud over vores turistnæse nemlig; Vand, Elektricitet, Internet, Godt Helbred og en Velkørende bil. Som en sagde: Sjældent opleves de på samme tid. Det må vi også sanne....

4 uger tilbage...

Ja, så er der faktisk kun 4 uger tilbage af vores sprogskoleophold. På en måde bliver det ret skønt, for da behøver vi ikke længere at skulle pendle mellem alle vores forskellige ejendele. Det hænder, at vi indimellem rammes af en følelse af rodløshed. På den anden side bliver det jo først alvorligt, når vi er færdig med sprogskolen, for da bliver vi først for alvor kastet ud i det tanzanianske samfund med de sorger og glæder det vil afstedkomme. Selvom det også bliver dejligt at skulle til at spise alene som familie, så erdet jo også forbundet med en del mere arbejde; vi skal jo selv til at lave den...

Glimt fra julen hos Sølvsten Nissen i Afrika....

Kunsten at sige nej...

Hvad gør man, når man lever i en kultur, hvor man ikke må sige nej. Et nej, opfattes som et brud på en livsvigtig relation. Siger du nej til din ven, vil han fortælle det til alle dine naboer og din familie, for at vise, hvor dårlig en ven du er. Istedet, har vi fået fortalt, gælder det om, at sige "ja, men" istedet. Hvad forskellen i sidste ende bliver er så det gode spørgsmål, men det lærer vi måske hen ad vejen. Dette giver kun mening, hvis man lever i en kultur og et samfund, hvor hensynet til familien og kollektivet sættes foran alt andet - selv i spørgsmålet om at omgås sandheden. For os udenforstående handler det altså om at prøve at afkode "ja, men" sætningerne. Måske kan det gå hen og blive en meget svær øvelse; nok især for os danskere, der er "ret" direkte i vores kommunikation.

Advent refkleksion

Der hvor vi befinder os i øjeblikket er der ikke meget, der kan forbindes til advent og jul. Hvis vi leder længe måske??? Det hjælper selvfølgelig at bedsteforældrene har sendt en chokoladekalender til børnene. Det hjælper også at køkkenet på gæstehuset dufter af brunkager og at smagen af havregrynskugler er som den plejer. MEN det er lidt vanskeligt at tænke advent og jul, når der er omkring de 30 grader i skyggen, at træerne grønnes og fuglesangen er det primære vækkeur om morgenen.... Det bliver jo nok jul alligevel uanset om vi kommer i stemning eller ej???